…92 meter for at være præcis. Leonardoskolen Aarhus har fået nye lokaler og skifter officielt adresse ved starten af det nye skoleår.
Efter et forrygende første skoleår med en imponerende elevtilvækst, er det med stor glæde, at Leonardoskolen Aarhus kan meddele, at der er fundet nye – og større – lokaler til vores skolevirksomhed. Skolen, som i skrivende stund er beliggende på Studsgade 33 i Aarhus C, flytter således rundt om hjørnet og indtager godt 1440 nyistandsatte kvadratmeter på adressen Nørregade 17.
Rune Vang Sommer, der er formand for skolens bestyrelse, fortæller, at arbejdet med at rykke i større lokaler efterhånden har været længe undervejs.
”Bestyrelsen har været i gang med at kigge på mulighederne siden jul, og det har taget både tid og kræfter at finde det rigtige. Den her slags bygninger hænger ikke ligefrem på træerne i centrum af Aarhus,” siger Rune Vang Sommer og fortsætter:
”Nu er det lykkedes, og det er vi rigtig glade for – selvfølgelig allermest på børnenes og forældrenes vegne. Mere plads har længe været et ønske fra forældregruppen, og vi i bestyrelsen glæder os til at vise den nye skole frem.”
Og ønsket bliver i den grad opfyldt. Med de nye lokaler får elever og personale mere end dobbelt så meget plads at boltre sig på, og samtidig ligger huset på Nørregade 17 op til, at skolens faglige faciliteter kan opgraderes kraftigt. Her er det – ifølge skoleleder Kate Westergaard – blandt andet lokaler til kreative og naturvidenskabelige fag, der vil blive prioriteret højt.
”Foruden flere almene klasselokaler, så betyder flytningen også, at vi eksempelvis får mulighed for at installere et rigtigt køkken til hjemmekundskabsundervisning. Og på sigt måske også nogle naturvidenskabelige lokaler,” fortæller Kate Westergaard.
Når skoleåret 2024/25 skydes i gang søndag d. 11. august er godt 60 børn skrevet op på Leonardoskolen Aarhus – og flere er formentlig på vej. I slutningen af maj indførte skolen, som følge af pladsmangel, et midlertidigt elevstop, og det betyder, at der for nuværende er flere kandidater på venteliste. Ifølge Kate Westergaard er optag af nye elever dog et mindre væsentligt fokus, indtil sommerens flytning er vel overstået.
”Selvom vi selvfølgelig også flytter for på sigt at få plads til flere elever, så er det først og fremmest den nuværende floks trivsel, vi har på dagsordenen. Jeg kan love, at både lærerne og jeg vil gøre alt, hvad vi kan for, at eleverne falder godt og trygt til i vores nye hus,” afslutter Kate Westergaard.
Vi forventer at påbegynde flytningen allerede i løbet af de kommende uger men skifter altså ikke officielt adresse før august. Er du nysgerrig på at se nærmere på Nørregade 17, finder du billeder af de nye lokaler herunder.