Evaluering af elevernes udbytte af undervisningen

Evaleringsværktøjer

Vi laver skole for at styrke eleverne læring og udvikling. Det er vores konstante fokus. Derfor evaluerer vi løbende undervisningen gennem en række forskellige metoder for at sikre, at den konkrete undervisning hele tiden tilgodeser elevernes læringsbehov og udvikling. Der evalueres hele tiden i forhold til de opstillede mål og i forhold til skolens værdigrundlag.

Det sker både kraft i egne såvel som kollegiale refleksioner evaluerer lærerne hver dag og i hver en læringssituation deres egen undervisning og deres pædagogiske og didaktiske metoder i relation til formålet med undervisningen. Det sker løbende i tæt relation til elevgruppen og ud fra den tilbagemelding, eleverne kommer med, systematiseret eller spontant. Både på et fagligt plan og på et personlig og socialt plan er lærerne opmærksomme på det eleverne siger, det de skriver og det de producerer af øvrige læringsdokumenter. Dette er en naturlig proces i al god undervisning og er som udgangspunkt ikke særlig synligt eller nødvendigvis nedskrevet, men den vurdering resulterer automatisk i små justeringer og ændringer i lærernes undervisningspraksis og arbejde med eleverne og deres læring og udvikling.  

På Leonardoskolen Aarhus arbejder vi både med formative og summative evalueringsformer. Formative evalueringer er en helt naturlig del af læreprocessen; Hvor er jeg på vej hen, hvor er jeg lige nu, og hvad er næste skridt for at komme videre på min læringsvej. Billedet på den formative evaluering er kokken, der smager på suppen undervejs i processen, for at finde ud af, om der f.eks. skal tilsættes mere salt. Den summative evaluering er konkrete nedslag som afdækker, hvad eleverne kan på et givent tidspunkt. Det kan symboliseres ved gæsten på restauranten, der vurderer den færdige suppe, resultatet af kokkens udvikling.

Formativ evaluering – læringsevaluering

Vores formative evaluering sker i form af såvel systematiske og spontane samtaler med eleverne, hvor lærerne arbejder med feedbackprocesser og sammen med eleverne reflekterer over læringsprocessen. Altid med en efterfølgende plan om nye mål og indsatser. Det sker både i klassen, i mindre grupper og individuelt.  

Fremlæggelser og evaluering gennem samtaler er en fast del af undervisningen og giver eleverne mulighed for at præsentere deres viden og fremlægge fra temaforløb for både lærere og klassekammerater. Udover selve evalueringsfunktionen styrker disse fremlæggelse og fremvisninger refleksionsevner, kommunikationsevner og selvtillid.

Som en del af undervisningen og læringsprocesserne bruger vi desuden peer-to-peer feedback, hvilket giver lige dele evalueringsrefleksion og læring for den, der giver og den, der modtager feedbacken.

Skolen benytter i øvrigt nye digitale evalueringsværktøjer af mere legende karakter som f.eks. Kahoot. Udover muligheden for en evalueringsproces kan disse legende tilgange for nogle elever være mindre skræmmende medføre, at læringen bliver mere motiverende.

Skriftlige og digitale afleveringer er også en vigtig del af den løbende formative evaluering. Det giver lærerne indsigt i den enkelte elevs niveau, forståelse og arbejdsmetode, så undervisningen kan tilpasses bedst muligt til den enkelte og til klassen.

Summativ evaluering – statusevaluering

For at følge den faglige udvikling samt for afdække områder, hvor eleverne skal udfordres yderligere, bruger vi løbende diverse test og prøver. Fra 5. klasse div. test og prøver fra Gyldendals webprøver www.webprøver.dk

Resultaterne af disse test og prøver er samtidig en væsentlig feedback til lærerne om effekten af deres undervisning.

Gennem hele skoleforløbet, og naturligt intensiveret i udskolingen evalueres i form af både skriftlige, digitale og multimodale afleveringer. I de sidste år af skoleforløbet arbejdes der desuden med tidligere skoleårs skriftlige eksamensopgaver fra Prøvebanken. Det sker både som en del af læringen og som en status på elevernes faglige viden og kunnen.

På Leonardoskolen gives standpunktskarakterer på linje med karaktergivningen i folkeskolen i 8. og 9. klasse. Desuden har vi terminsprøver og afgangsprøver i 8. og 9. klasse.