Udmeldelse fra Leonardoskolen Aarhus

Udmeldelse af et barn fra skolen kan ske af følgende årsager: 

  • Barnet flytter og flytter dermed skole 
  • Barnets forældre er utilfredse med samarbejdet med skolen 
  • Skolen er utilfredse med samarbejdet med forældrene (herunder barnet, som vi dog altid mener gør det bedste, det kan, under de omstændigheder det befinder sig i)

Udmeldelse af skolen skal ske skriftligt af forældremyndighedsindehaver 2 måneder, inden eleven forlader skolen. Ved udmeldelse forestår skoleleder normalt en udmeldelsessamtale, hvor uoverensstemmelser klarlægges mhp., at begge parter skilles i mindelighed. Inden der gribes til udmeldelse fra enten forældre eller skole, bør de muligheder, som er beskrevet i skolens værdisæt, være afprøvet, jf. Værdisæt og antimobbestrategi for Leonardoskolen Aarhus.

I skolens værdisæt og antimobbestrategi står forventningerne til forældre. Ved indmeldelse er det skolelederens ansvar at gøre forældrene bekendte med skolens værdisæt og regler. Hvis der opstår konflikter eller uhensigtsmæssig adfærd i forbindelse med skolegang eller fritidsophold på skolen, løses det i første omgang med hjælp fra lærerne, eller ved at forældrene tager kontakt til hinanden og forsøger at løse konflikten, inden den vokser. Hvis adfærden eller konflikten fortsætter, indkaldes forældrene til et møde inden for 7 hverdage. Hvis en konflikt ikke kan løses via henvendelse til læreren, kan skoleleder inddrages. På mødet med skoleleder kan der laves en kontrakt om ønsket adfærd for den efterfølgende tid.  Der sættes tidsfrist på kontrakten. Overholdes kontrakten ikke, kan dette i yderste konsekvens betyde en bortvisning af eleven fra skolen.

Bortvisning af elever kan foregå på 2 måder: 

Tidsbegrænset bortvisning: Besluttes af skolelederen, når gentagne opfordringer/påtaler ikke tages til efterretning. Skolelederen foretager denne vurdering og underretter bestyrelsen skriftligt umiddelbart efter. Eleven kan hjemsendes for resten af en skoledag og i maks. en uge, såfremt eleven udviser gentagen opførsel, der grundlæggende er i strid med skolens værdisæt og regler. Ingen elev må hjemsendes uden forudgående kontakt til forældrene. Skal eleven hjemsendes for mere end to dage, kan elevens skolegang ikke genoptages, før elevens lærere og skolelederen har holdt møde med elevens forældre. Tidsbegrænset bortvisning af elever iværksættes normalt kun for elever fra 6.-9. kl. I helt ekstraordinære situationer kan tidsbegrænset bortvisning dog også anvendes over for skolens øvrige elever, når formålet er akut beskyttelse af elevens eller kammeraters ve og vel, fx hvis elever forstyrrer undervisningen i en sådan grad, at andre elever mistrives. Dette skal dog ske i samarbejde med forældrene, jvt. Værdisæt for Leonardoskolen Aarhus.

Permanent bortvisning: Besluttes af skolelederen sammen med bestyrelsesformanden. Det tilstræbes, at bestyrelsen orienteres forinden, men i særligt presserende tilfælde orienteres bestyrelsen efterfølgende. Permanent bortvisning kan kun besluttes, når skolen hverken kan eller vil påtage sig det fortsatte ansvar for elevens skolegang eller handlinger.

  • Forældrene skal involveres, så snart skolen får mistanke om, at en elev bevæger sig på et skråplan, der senere vil kunne komme til at medføre bortvisning. Dette gælder såvel opførsel overfor andre elever, lærere og øvrigt personale, som udeblivelser og undladelser mht. undervisning og skolens aktiviteter. Skolen skal i den forbindelse overveje, om elevens opførsel i virkeligheden er et råb om hjælp, fx pga. misbrug, fysisk og psykisk vold i hjemmet. 
  • Når forældrene involveres, skal de indkaldes til møde med elevens lærere samt skolelederen.
  • Bestyrelsen orienteres efter det første møde med forældrene. 
  • Ved involvering af forældre på ovenstående baggrund bør der foreligge omhyggelig beskrivelse fra elevens lærere om problemets karakter.  
  • Skolelederen udarbejder i samarbejde med lærerne referat, som forældrene skal have tilsendt inden tre hverdage efter mødet.
  • Forældre har ret til skriftligt at fremkomme med deres eventuelle bemærkninger, som vedhæftes referatet som tillæg, men forældrene kan ikke kræve ændringer i referatet. Det skal fremgå af referatet, hvis bortvisning kan komme på tale, såfremt situationen ikke kan bringes til at udvikle sig positivt.
  • Ved beslutning om at indstille en elev til permanent bortvisning skal der foreligge en skriftlig redegørelse fra skolelederen. Redegørelsen skal beskrive baggrunden herfor samt dokumentere forældrenes mulighed for at have fået både fornøden tid og muligheder for at medvirke aktivt til løsningen af problemet. 
  • Redegørelsen sendes til bestyrelsesformanden, som herefter i forening med skolelederen træffer endelig afgørelse om bortvisning, når spørgsmålet har været med til drøftelse på et bestyrelsesmøde. Beslutning om bortvisning meddeles forældrene skriftligt af skoleleder og bestyrelsesformand.  
  • I ganske særlige tilfælde kan skolelederen og bestyrelsesformanden uden iagttagelsen af ovenstående procedurer permanent bortvise en elev. Det kan for eksempel være i tilfælde af overgreb og ildspåsættelse.